Denne anmeldelse er forsinket. Det er noget rigtig møg – jeg hader at overskride deadlines så meget, som jeg har gjort denne gang. Men problemet var simpelthen bare sang nummer fire. Jeg kunne vitterlig ikke komme forbi duoen Jonesin’s sang “Ice Cream”. Det nummer er så uendeligt irriterende! Allerede i de første sekunder nærmest eksploderer det i kækhed, med en vokal der lyder som en krydsning mellem en vis blå hånddukke ved navn Andrea og en tilfældig indietøs, der forsøger at synge på en nuttet og småretarderet, unik måde. Hun udbryder: »Ice cream soda, cherry on top / who’s my boyfriend, I forgot / is it a, b, c, d, e, f, g / I don’t know«. Det er næsten ubeskriveligt, hvor enerverende jeg finder det, og teksten og stemmen giver mig grimme associationer til Toybox’ preteen-90’er-hit “Best Friend”.
Det var for meget for mig, og jeg blev nødt til at tage pladen af, hver gang nummeret kom. Sådan får man jo ikke just resten af albummet hørt, og anmeldelsen bliver slet ikke skrevet. Så skete det imidlertid, at jeg, efter venlige påmindelser fra redaktørerne, blev overbevist om, at jeg måtte tage tyren ved hornene og komme igennem Jonesin’s album. Nu er det lykkedes, og “Ice Cream” var heldigvis største og værste udslag på irritationsskalaen.
De to personer, der har formået at plage mig således, er Matt Jones og hans forlovede Jenny Jones, der sammen udgør duoen Jonesin’. Parret bor i San Francisco, og efter infoen på deres hjemmeside og albummets tekster at dømme får de her leget med en masse keyboards, computerprogrammet Garageband, gamle Nintendo’er og lidt hash hist og pist. Inspirationskilderne for hr. og fru Jones er spøgelser, aliens og rulleskøjter, og disse ting udgør i og for sig indholdet på Jonesin’s debutalbum, der har fået titlen Hi, We’re Jonesin’ – og det er de jo også.
Keyboard-melodierne, som duoen har strikket sammen derhjemme, er for så vidt harmløse. En række små blip-blop-melodier, hvor det ganske vist er sjovt, at det lyder som gamle Nintendo-spil. Men man må spørge: Hvor god musik er det egentlig, der plejer at være på sådan nogle gamle spil? Og har man behov for at høre det i dag, med den føromtalte skingre Andrea-stemme hen over? For mit og sikkert også en del andres vedkommende er svaret nej.
Albummet igennem skifter dreng/pige-vokalerne, og bandet forsøger især med vokalerne at skabe et indie-nuttet, naivt udtryk, der netop understreges af de emner, bandet har valgt, med titler som “Rollerskates”, “Ghosts? No Way!” og “Lil Wino”. Hvad angår titler, så er det da en meget skæg idé at lave et nummer, der hedder “Too Stoned to Screw”, som en pendant til Dead Kennedys’ “Too Drunk to Fuck”. Men ellers er albummet egentlig hverken morsomt eller sødt.
Det kan kun være på sin plads at nå at komme to af de stakkels navne fra listen over musikalske slægtninge til undsætning. For The Moldy Peaches med deres morsomme, lo-fi-sange eller ægteparret i Mates of State med deres charmerende pop skal ikke have siddende på sig, at de falder i samme kategori rent kvalitetsmæssigt – trods nogle musikalske ligheder med Jonesin’.
Senere på Hi, We’re Jonesin’ kommer der heldigvis et par numre uden så meget vokal. Hvor en del af albummets sange lyder som hyperaktive børn, der fiser rundt på rulleskøjter med for meget sukker i blodet, er der momenter på denne sidste del, der lyder, som om de snarere skildrer børnene, når de er faldet om i sofaen eller slumrer, efter børnefødselsdagen er slut. Det er helt behageligt at lytte til. Men det generelle sukkerniveau og de særligt irriterende numre som “Summer Bummer” og “Ice Cream” ender med at udgøre indtrykket af Jonesin’s album, og personligt vil jeg nok aldrig hive albummet frem igen, nu hvor anmeldelsen hermed er færdig. Punktum.
